Erindringer om Amdi Riis
Fra Jimmy Hoen har jeg i 2023 modtaget følgende erindringer om Amdi Riis med tilladelse til at publicere dem her.
Jeg kan tydeligt huske, da ambulancen kom for at hente Amdi Riis omkring påsken 1965.
Vi var hans genboer på Tavlekærsvej 15, og det gav en dyster stemning i min familie, da ambulancen kørte af sted med ham, og da vi senere fik at vide, at han var død på hospitalet.
Han havde boet i det lille hus, så længe jeg kan huske. Med sin mor og også med en mand på morens alder, Jens, som jeg dengang troede var en onkel til ham.
Man så ikke så meget til Amdi. Grunden var stor, og selve huset lå nederst i haven. Men af og til dukkede han op ved havelågen for at tømme postkassen; han stod op lidt sent på dagen, vandrede langsomt op ad havegangen, om sommeren blot iført hvid undertrøje og store underbukser, helt ligeglad om andre fik set ham sådan. Og altid fulgt af sin hund, en sort langhåret schäferhund, kaldet Flaks, som gøede og teede sig. Den var vi alle skræmte af.
Dengang var der jo mange børn ude at lege, og vi måtte selv sørge for underholdningen, som en gang imellem bestod i, at vi stillede os op på fortovet foran havelågen og råbte ned i haven. Så kom Flaks løbende med et vildt blik i øjnene, som om den ville æde os alle sammen, stoppede op foran den lave jerngitterlåge, og dansede rundt som en sindssyg, indtil Amdi kom ud nede ved huset og kaldte den tilbage.
En dag var det nær gået galt. Vi gik på fortovet, og idet vi passerede Amdis låge kom Flaks løbende op ad havegangen mod os. Vi stod helt paralyserede, for lågen stod åben! Men i stedet for at vi blev ædt levende, skete det mærkelige, at Flaks stoppede op ved den åbne låge, udførte sit vilde dansenummer, og luskede så tilbage, da Amdi fik kaldt på den.
Amdi husker jeg som en meget venlig mand, smilende og altid med et spørgsmål, om man havde det godt, når jeg mødte ham ude ved lågen. For jeg så ham sjældent uden for haven. Kun når han stod og ventede på en taxa, når han fx skulle møde op til en reception i forbindelse med en af de revyer, han havde komponeret nogle melodier til. Da stod han i sit stiveste puds: jakkesæt med hvid skjorte og slips og svedte, mens han forsøgte at få løsnet flippen lidt.
Ellers havde jeg mest kontakt til Jens, for han kom af og til ud til lågen og kaldte på mig. Så gav han mig nogle Richs-kort, som vi børn samlede på for at kunne sætte ind i større albums. Jens røg pibe, og han samlede så tilstrækkeligt med kort, at de kunne fylde en æske af den Piccadilly Tobacco, som han brugte til piben. Jeg nåede så med nød og næppe at få hånden tilbage fra lågen, inden Flaks var sprunget op og havde fået fat i den. Faktisk har jeg gemt en af de æsker fra dengang.
Kvarteret omkring Tavlekærsvej og ned til kysten var oprindeligt et sommerhusområde, som københavnerne tog ud til og blandt andet badede i Kalveboderne, indtil forureningen satte en stopper for denne udøvelse. Mange sommerhuse var dog beboet hele året, men i løbet af årene blev de gamle små huse revet ned, og der blev bygget murstenshuse på grundene, og op i tresserne var det hele ændret til et parcelhuskvarter, hvor mange grunde blev opdelt i to, som det også skete med Amdis grund.
Som sagt lå hans sommerhus nede bagerst i haven, så det var ikke meget man hørte til dem. Dog var der en lille tarm af en blind vej, der førte ned bag hans grund, og mange gange stod vi børn bag hans plankeværk og lyttede, når han sad ved klaveret og gennemspillede de samme temaer til en ny komposition. Det kunne sagtens være sent om aftenen, og formentlig har hans døgncyklus været forskubbet til længere ud på natten.
På fotoet, som er taget omkring 1956, ses Jimmy Hoen stående mellem Amdi Riis' mor og "Jens", som Jimmy omtaler i sine erindringer. Hvilken relation Jens havde til familien, vides ikke. Til højre for Amdi Riis' mor ses Jimmys bedste ven, Torben.