Barndom
Amdi Riis var enebarn og voksede op i Julius Bloms Gade 45, 3. th. Forældrene var flyttet ind i lejligheden få måneder før, Amdi Riis blev født, og ejendommen var bygget samme år.
Opgangen bestod af 10 for den tid typiske 2-værelseslejligheder på hver ca. 50 m2. Folketællingen for 1911 viser, at der i mange af lejlighederne boede familier med både 3, 4 og 5 børn. I alt boede der i opgangen 19 voksne og 19 børn – og så stod der endda en lejlighed tom. Samme mønster gjorde sig gældende i naboopgangene, så der har været mange børn i kvarteret. Amdi Riis var og forblev enebarn.
Amdi Riis udtaler i et interview: ”Det fortælles, at jeg har sunget, da jeg laa i Vuggen – rent og pænt. Der er skam flere Vidner. Og da jeg var 2 aar, fik jeg et Dukkeklaver, som jeg klimprede paa med én Finger. Efterhaanden opdagede mine Forældre, at der var Musik i Fyren, saa en skønne Dag stod der et Klaver – og det staar stadigvæk derhjemme. Nu skal man ogsaa være forsigtig – hvis man skubber til det, saa vælter det. Men det er godt nok – mange af mine Revypjadderting har jeg lavet paa min dejlige gamle Kasse.” (3)
I et andet interview udtaler han: "Jeg husker, det vil sige, det er blevet mig fortalt, at da jeg var ganske lille, nu ved jeg ikke hvor gammel, men det var altsaa latterligt lidt, havde de haft mig med til en Juletræsfest, og om Aftenen sad jeg op i Sengen og sang hele "Glade Jul" udenad, alle Versene. En kær, nærværende Slægtning udbrød bestyrtet: "Gud, Barnet lever ikke, det gør den Slags aldrig!" Men jeg er da blevet toogtredive." (2)
Faderen var snedkersvend, men i 1922 blev han arbejdsløs. Familien måtte derfor modtage hjælp fra den kommunale hjælpekasse til betaling af gasregningen. (6)
Selv om der altså ikke altid var pengerigdom i hjemmet, blev Amdi Riis "holdt til bogen".