Personlighed

En række citater belyser, hvordan Amdi Riis var som person:

”Nogle Mennesker behøver man ikke at være længe i Stue med, før man opdager, at de er ”Kammerater” i Ordets bedste Forstand. Saadan har man det med Amdi Riis. Vennesælhed og Hjertelighed lyser ud af hans digre Person. Han er Kammerat med Solen. Men han er ogsaa Kammerat med Lykken, den der kommer udefra – ingen har vel paa én Sommer haft saa mange Revysukcesser som Amdi Riis. Men han er et beskedent Menneske og kan ikke døje at fortælle om sig selv …” (3)

"En glad og rund musikkens mand, komponisten Amdi Riis, fylder i dag 50 år" (10)

"Man ser ikke Amdi Riis. Han glider rund og anonym ind i Gadebilledet. Ansigtet er glat og lyst som en Fortovsflise, Smilet hvidt og varigt som Solens Genskin i samme. Men man hører ham. Fra aabne vinduer, fra Cyklestimen, fra nynnende Fodgængere, fra hæmningsløse Radioer og gurglende Grammofoner og snøvlende Klaverer og fløjtende Læber."(2)

Interviewer: "Dyrker De anden Idræt end Pianoet? Deres Korpulence er præget af Sportiv Beherskelse”
Amdi Riis: ”Ikke mere. Men jeg har hentet mig nogle pæne blå Øjne og løse Fortænder. Og jeg har min store Kærlighed stadig til gamle ”Hermod”. Som Passiv. For ”Hermod” er jo Nørrebro”(2)

Amdi Riis demonstrerer beskedenhed i en række udtalelser om egen produktion:

"Jeg mener om mit eget, at det er saa dansk præget, at jeg ikke skal tænke pa at etablere en Eksportfabrik. Naar jeg prøver at analysere mine gamle Ting, naa, det lyder lidt højtideligt, det er jo ikke store Sager af interessante Bestanddele, men selv om det kun er Smaapjat, kan der jo godt være lidt Nerve i, ikkesandt, saa synes jeg, de er meget lokale." (*)

"For resten regner jeg det ikke for mere, end det sprøjt, det er. En slags journalistik. Man skulle måske være mere idealist og gyde mere sjæl i, men det ligger sørem' ikke for mig" (2)

"(...) men ellers føler jeg ikke ret meget ved mine egne Ting. Nej, der er ikke nogen, jeg regner for mere, end det øvrige. Jo, maaske, jeg maa sige, "Den lille Fjer" er jeg glad for, den er nogenlunde vellykket, men det er, fordi Neumænnerne lancerer den saa godt." (*)

www.amdiriis.dk